Mine gode koncert-ven Morten postede et svar på en typisk kædebrevs post på Facebook:
The Rules. Copy this and post as your status, but delete my list. List 12 albums that made a lasting impression on you, but only 1 per band/artist. Tag 12 friends including me so I can see what you choose:
Normalt gider jeg ikke den slags kædebreve, men hans valg af plader fik sat gang i nogle tanker, og jeg valgte selv disse:
Depeche Mode: Black Celebration
Pet Shop Boys: Disco
Jean Michel Jarre: Equinoxe
Kraftwerk: Radioactivity
Laibach: Opus Dei
Erasure: The Circus
Iron Maiden: Live after Death
Rammstein: Mutter
Pink Floyd: Dark side of the Moon
Malk de Kojn: Smash hit in Aberdeen
George Michael: Older
MC Einar: Den nye stil
Postede listen på Facebook. Og så fik jeg pludselig lyst til at fortælle hvorfor netop disse plader har betydet noget for mig. Derfor skrev jeg en bid til hver af dem med links til Youtube videoer. Bagefter tænkte jeg, at dette indhold faktisk var noget, som jeg gerne selv ville eje. Så nu har jeg skrevet det her på min blog, hvor jeg selv bestemmer levetiden af informationerne.
Here goes…
Black celebration
var min intro til Depeche Mode. Vi hørte den på tur til Bornholm med folkeskolen, og bagefter hørte jeg næste kun den plade i et halvt år. Synes stadig at det er en kongeplade
Disco med Pet Shop Boys (særligt Suburbia
) hørte Lars, Mikkel og jeg om aftenen, da vi var på sommerferie i Lars' ødegård sammen med hans mor. Vi lavede te af vand fra den nærliggende sø og blandede med vodka. Og hørte Pet Shop Boys
Jean Michel Jarre: Equinoxe
var min første CD. Jeg købte den brugt i antikvariatet Penny Lane i 1984 før jeg fik selv CD afspiller (til min konfirmation i 1986). Jeg mediterede tit og/eller faldt i søvn til Jean Michel Jarres minimalistiske elektroniske musik (særligt Equinoxe) i 8-9 klasse og i gymnasiet.
Kraftwerk: Startede med Electric Cafe, men blev nysgerrig på hvad de ellers havde lavet. Kunne godt lide The Man Machine, men blev underligt fanget af Radioactivity:
(førstegangslyttere skal lige springe det første nummer over...) Sindsygt så knasende, krisp lyd, der er på den plade. Og så vildt at den er fra 1975
Laibach: Opus Dei lærte jeg at kende pga. Henrik Jahn. Deres cover af Life is Life
er legendarisk. Med på mixtapes med techno, som vor mor lavede det. Nitzer Ebb, Front242 og andre gode bands. Og det var mit første møde med noget, der minder om growling. Her 30 år senere hører jeg masser af (døds)metal, hvor det er helt normal syngestil. Men i slutfirserne var det pænt avantgarde.
Det var Jens Rademacher, der introducerede mig til Erasure: The circus
i kantinen på SAG. Mega-spændende med mænd, der sang om følelser for andre mænd. Lidt forbudt når man gik i 8. klasse (årh ja, mand! Han synger cover af ABBAs "Give me a man after midnight". Og han er jo en mand...). Har været til mange koncerter, hvor Vince Clarke stod køligt i baggrunden og Andy Bell løb rundt på scenen og gav den gas
Mikkel fra min folkeskoleklasse spillede Hallowed Be Thy Name
med Iron Maiden fra Live After Death for mig i 7. eller 8. klasse, og jeg var solgt. Sov hos ham en gang, hvor vi lå og hørte Life after Death på kassettebånd før vi skulle sove. Købte plakater med Iron Maiden og hængte op på værelset. Min mor troede sikkert at nu var det slut og at sprøjtning med hash var det næste... :)
Til en matematikfest kort før jeg blev kandidat hørte jeg et Depeche Mode covernummer med Rammstein (Stripped)
Det skulle lige ligge i baghovedet i et par år. Købte Mutterpladen med Maiken og jeg boede i Australien. Lærte Axel at headbange til Rammstein før han var 2 år gammel. Mutter hænger sammen med Brisbane og computer science studier på University of Queensland
Min fars ven Per (som var ingenør og arbejdede for JBL, og havde flycertifikat) introducerede mig for Pink Floyd i midt-firserne. De havde vildt mange CD'er og jeg fik lov til at låne med hjem og overspille til kasettebånd. Kunne både lide Wish you were here og Dark side of the Moon
Tror at det, der fangede mig var lidt det samme som med Kraftwerk (bortset fra at Kraftwerk selv var nødt til at bygge/opfinde deres egne instrumenter). Har altid syntes at The wall er overrated i forhold til det gamle Pink Floyd.
Da Maiken og jeg flyttede ind i Trepkasgade 6 st. tv. hørte jeg en aften i radioen en udsendelse med/om en dansk hip-hip gruppe, hvor der blev snakket om et fantasiunivers kaldet Langestrand. Det lagde sig også i baghovedet, og år senere (2009 agtigt) på vej hjem på cykel fra Miracle i Ballerup kørte jeg forbi TP musik på Roskildevej og købte begge deres CD'er. Har nydt deres helt vilde behandling af det danske sprog inkl. deres egne sære ord
George Michel: Older er fra tiden hvor Maiken og jeg blev kærester
Er ellers ikke nogen fan af hverken ham eller Wham, men den plade hænger sammen med søde kys og forelskelse i min soulmate. Den sender mig direkte tilbage til 1996, hvor København som kulturby var ligegyldigt når bare jeg kunne være sammen med Maiken.
Jeg husker det tydeligt. Radioen ude i gangen på Lyøvej spillede en dag "provokerer, onanerer,"
og jeg tænkte med det samme "Wuuut?". Købte CD'en dagen efter. Kunne rappe de fleste sange sammen med Adam Christensen i kantinen i SAG. Det var 1.g. og verden stod åben. Fuck, hvor var Mc Einars "Den nye stil" en fed plade. Upoleret og rå lyd. Elsker stadigvæk Vivaldi samplet i Sorgenfri Rap. Nåede aldrig at høre dem live, var lidt for ung til at gå til koncert som 15-årig, syntes mine forældre
Comments